Karismatisk kirke og menighed?

Der er lidt delte meninger om hvorvidt Midtjyllands Valgmenighed i Herning er en karismatisk menighed. Ordet “karismatisk” tillægges nemlig – som mange andre kirke-ord – flere betydninger. Betegnelsen kommer af det græske ord karisma, der betyder nådegave. Nogle bruger betegnelsen om menigheder, hvor nådegaverne og oplevelserne er så centrale, at de bliver nødvendige som grundlag og bekræftelse på det kristne liv, og derved trænger evangeliet i baggrunden. I den betydning ønsker vi ikke at være karismatiske! Evangeliet om frelsen uforskyldt af nåde ER det centrale, og det må der ikke være tvivl om. Som kristne kan vi ikke selv lægge noget til, og Guds tilstedeværelse og frelsesgerning er en realitet, uanset hvad vi føler og oplever.

Når det så er sagt, ønsker vi på den anden side at være karismatikere i den betydning, at vi anerkender nådegaverne som gaver fra Gud, og ønsker at de skal være i funktion hos os i den udstrækning Gud giver dem – også de overnaturlige og spektakulære. Vi deler den opfattelse som Dansk Oase, IM og til dels også LM på det seneste har givet udtryk for, nemlig at især de “problematiske” nådegaver som f.eks. tungetale, profeti og undergerninger har været ubibelsk undervægtet i vores evangelisk lutherske tradition, og at vi dermed indirekte bærer en del af ansvaret for, at disse nådegaver visse steder praktiseres og forvaltes på en usund måde.

Andre bruger ordet karismatisk som betegnelse for en ydre form, hvor krop og følelser er en integreret del af udtryksformen. I den henseende vil Midtjyllands Valgmenighed i Herning gerne være en karismatisk kirke – et kristent fællesskab med frihed på dette område. Det er vigtigt at understrege, at vi ønsker at friheden skal gå begge veje: Der skal altid være frihed til at sidde stille på sin plads, og man er ikke en forkert kristen, fordi man ikke føler eller oplever. Men omvendt ønsker vi at give frihed til den, der ønsker at overgive sig med både følelser og krop, og lade det komme til udtryk ved at knæle eller ved dans og løftede hænder.

Karismatisk kirke og menighed? (side 3732)