Grundlag og identitet

Som valgmenighed er vi en del af Folkekirken – og det er velovervejet. Når vi har valgt at være en del af Folkekirken, er det ikke fordi vi nødvendigvis billiger alt hvad der foregår – langt fra. De senere år har der været en del eksempler på præster og biskopper, som ikke længere føler sig forpligtet på Folkekirkens grundlag, men går deres egne veje. Og det er netop pointen! For Folkekirkens grundlag er stadig uændret – nemlig Bibelen og bekendelses-skrifterne. Det er et solidt fundament vi er trygge ved at bygge på, og samtidig også et velkendt fundament som de fleste kan forholde sig til.

Klik her for at læse mere om bekendelsesskrifterne.

Når grundlaget er på plads, er der både tryghed og frihed til at eksperimentere med rammer og former, og her føler vi der er meget at lære fra f.eks. frikirkerne. Samtidig inspireres vi i høj grad af nytestamentes beskrivelser fra den første menighed, hvor der er stor fokus på menighedens fællesskab og forvaltning af sakramenter og nådegaver.

Fundamentet er vigtigt!

På det grundlag stiftedes valgmenigheden officielt i oktober 2004. I den forbindelse blev der udarbejdet et sæt vedtægter samt et tillæg til vedtægterne, som er et mere praktisk og konkret arbejdsdokument.

Midtjyllands Valgmenigheds historie går dog meget længere tilbage end 2004, idet menigheden forinden var tilkaldemenighed i en længere årrække. Med sig i bagagen har menigheden nogle særlige kendetegn, som til stadighed har fulgt med og som tilsammen udgør menighedens identitet.

En del af identiteten er de mange børn, som betragtes som fuldgyldige og værdifulde medlemmer. Vi oplever os selv som en familierelation på tværs af aldersgrupper, en relation der ikke blot er isoleret til søndagen, men strækker sig over hele ugen og ind i den enkeltes dagligdag. Der er stor indbyrdes kærlighed, men også åbenhed på det personlige plan. Åbenheden synliggør, at mange bærer rundt på sår og smerter, både i sjæl og krop – men vi oplever at fællesskabet bærer med og at Gud sætter fri.

Hermed er grundlag og identitet på plads, og du kan evt. gå videre og se hvordan det udmynter sig i menighedens vision.

Grundlag og identitet (side 854)