Gruppe-aktiviteter
Hovedparten af menighedens aktiviteter foregår i mindre grupper. Vi har valgt en meget fri gruppe-struktur, hvor grupper i teorien opstår og nedlægges efter behov, og hvor den enkelte gruppe selv definerer form, indhold og mødefrekvens. Vi arbejder på at fremelske en kultur, hvor det ikke er tabubelagt at træde ud af en gruppe uden anden “undskyldning” end at man ønsker noget andet eller ønsker noget mere, og hvor det ligeledes ikke opfattes som et problem, at man træder ind i en eksisterende gruppe uden anden bevæggrund, end at man tiltrækkes af gruppens form eller indhold.
Vi ønsker en kultur som ikke holder grupper og aktiviteter “kunstigt” i live, men i stedet lader ressourcerne flyde hen hvor tingene gror, således at kald, inspiration og handlekraft ikke kvæles, men tværtimod understøttes og fremmes.
Læs mere om gruppe-konceptet her.
I praksis oplever vi, at de grupper der opstår, kan inddeles i tre hovedgrupper. Først og fremmest er der en række studie- og bedegrupper, som primært beskæftiger sig med fordybelse i troen. Det er et meget vigtigt område, og vi opfordrer til, at alle så vidt muligt knytter sig til en eller flere af sådanne grupper. I mindre omfang opstår der også grupper som har det primære fokus på aktivitet og kreativitet – evt. med en profil, som gør det lettere for “kirkefremmede” at knytte til. Det største segment er tjenestegrupperne, der som det primære har en tjeneste eller funktion i menigheden. En del af disse grupper har dog samtidigt også et åndeligt fællesskab.
