Gudstjenester
Mange efterlyser gudstjenester i Herning, som foregår på Folkekirkens grundlag, men som er moderne i formen med rytmisk musik, lovsang og med frihed til at rejse sig og løfte hænderne, til at knæle eller til at blive siddende – alt efter temperament. Denne gudstjeneste-form finder du i Midtjyllands Valgmenighed i Gullestrup ved Herning, hvor vi ønsker at være tro mod Bibelen og bygge på Folkekirkens solide evangeliske lutherske grundlag og bekendelsesskrifter, men samtidig ønsker at gudstjenesterne skal være moderne og nærværende i formen. Vi ønsker, at gudstjenesterne hos os på en naturlig og nutidig måde formidler fællesskabet med Gud, og vi inspireres af både frikirkene og de karismatiske bevægelser.
Vi har forskellige gudstjeneste-former, som udover den almindelige gudstjeneste primært består i familiegudstjenester og forbøns- og lovsangsgudstjenester. Sidstnævnte er undtagelsesvist mest for voksne (og større børn), men ellers er gudstjenesternes form i høj grad baseret på børnenes tilstedeværelse. De almindelige gudstjenester rummer et afsnit særligt for de mindre børn, og derudover er der normalt “børnekirke” under prædikenen. Familiegudstjenesterne foregår selvsagt også på børnenes præmisser, og er lagt an på, at børnene deltager i hele gudstjenesten.
Et vigtigt element i gudstjenesterne er sang og musik. Vi er velsignet med dygtige musikere og sangere, som med deres evner og nådegaver bidrager til mødet mellem Gud og den enkelte. Det er vigtig at understrege, at gudstjenesternes formål ikke er at underholde, men at sang, musik og liturgi tilsammen medvirker og underbygger fællesskabet mellem Gud og menighed. Læs mere om vores gudstjeneste i punkterne herunder.
