Lovsangsgudstjeneste 15/3-09
Fastetid er forberedelsestid til påske og på søndag bliver temaet: Valget – at følges med Jesus. Som prædiketekst har jeg valgt episoden mellem Jesus og den rige unge mand.
Den rige unge mand
v16 Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« v17 Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« v18 Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: » ›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, v19 ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ « v20 Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« v21 Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« v22 Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.
v23 Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. v24 Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« v25 Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og
sagde: »Hvem kan så blive frelst?« v26 Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«
v27 Da tog Peter ordet og sagde til ham: »Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?« v28 Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone, skal også I, som har fulgt mig, sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer. v29 Enhver, som har forladt hjem eller brødre eller søstre eller far eller mor eller børn eller marker for mit navns skyld, får det hundreddobbelt igen og arver evigt liv. v30 Men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første.
Fokus er:
Hvad skal vi “sælge” for at blive frelst. Glæde over og tak fordi Jesus helt og fuldt betaler prisen og det er gratis for et menneske at blive en kristen.
Hvad skal vi “sælge” for at være en Jesu discipel – følges med Jesus.
Det er gratis at blive en kristen, men det har en pris at vælge det og være det. Tænk på hvor mange der bliver forfulgt fordi de tror !!
Hvad er det for en pris Gud kalder os til at betale for at vi kan være en menighed der med tydelighed og præcision fortæller verden om, hvor fantastisk det er at være frelst og være en del af Guds rige, så vi kan føre mennesker til et møde med Jesus.
Ind i det fokus vil lovsangen gå foran os og berede os til at tage imod det Gud giver og måske viser Ånden os noget, som vi på en særlig måde skal give over til Gud eller tage imod fra Gud under personlig forbøn.
Lovsangsgruppen har arbejdet ihærdigt med at lave program og øve, jeg vil prøve at lytte mig ind til hvad Ånden siger til menigheden på søndag, der er personlig forbøn og mulighed for at modtage nadver og vi har erfaring for at disse gudstjenester rører ved os og flytter med os, så hvorfor blive hjemme og gå glip af Guds velsignelse af vores liv som enkelt kristne og som menighed.
Kom og vær med – for din egen skyld og for menighedens.
Lydfil mangler…

