Forventninger
Midtjyllands Valgmenighed er en bred menighed, forstået som en menighed med et ønske om, at fællesskabet på samme tid skal kunne rumme brødre og søstre fra et bredt udsnit af det kirkelige bagland i Danmark. Vi ønsker – med evangeliet som omdrejningspunkt – at være et inkluderende fællesskab med frihed og plads til nådegaverne i funktion. Det stiller særlige krav til den enkelte om ydmyghed og tolerance – hver især ser vi kun stykkevist.
For at skabe bedst mulige betingelser for at det kan lykkes, bør du læse følgende lille guide, som giver et indtryk af hvad du kan forvente dig af menigheden og hvad menigheden forventer af dig:
- Du kan forvente at skulle høre ”det gamle budskab” om frelsen i Jesus Kristus igen og igen. Du kan forvente at høre det evangelium, der er blevet prædiket i missionshusene de sidste 150 år.
- Du kan forvente, at menigheden skal eksperimentere og arbejde med nådegaverne i funktion med de fejltrin det kan medføre – med henblik på at nådegaverne, herunder også tungetale, profeti og helbredelse, bliver en naturlig del af vores fællesskab.
- Du kan forvente rummelighed og frihed. Frihed til at være helt menneske ind for Gud med forstand, krop og følelser med frihed til at erfare, føle og smage. Men også frihed fra at SKULLE erfare.
Hvis du er ”frikirketypen”, skal du være indstillet på, at det gamle budskab, som er blevet prædiket i missionshusene de sidste 150 år, altid skal spille en central rolle i menigheden. Du bør være indstillet på at bakke fællesskabet op, også selv om taleren eller indpakningen på ydersiden måske kan virke lidt støvet. Nådegaverne skal bruges naturligt i fællesskabet, men du skal være bevidst om at skabe et frirum for den, som er utryg eller famlende overfor ”det nye”. Samtidig skal du være lydhør overfor kritik og bedømmelse af din nådegavepraksis.
Hvis du er ”folkekirketypen”, bør du arbejde med den tanke, at Gud på forskellig vis kan åbenbare sig for den enkelte – ikke kun gennem forstanden, men også i følelser og kropslighed, i billeder og oplevelser. Du har frihed fra at SKULLE opleve og erfare, og du er ikke nødvendigvis udrustet til tungetale, helbredelse eller lign. Men du skal være afklaret med, at du, i tråd med menigheden, har et reelt ønske om, at også disse nådegaver kommer i funktion i menigheden efter bibelsk forbillede, og du skal være indstillet på at udvise kærlighed og overbærenhed i forhold til de fejltrin der vil ske undervejs.

